Sygdomstegn relateret til fordøjelsessystemet
Pletter eller misfarvning på slimhinderne i mundhulen kan tyde på mundbetændelse (“mund-råd”), forgiftning mm. Hvis slangen ikke bevæger tungen (eller bevæger den unormalt) kan det bl.a. skyldes sår eller infektion i tungevævet, mundbetændelse eller at slangen generes af et fremmedlegeme. Opkastning af føden (enten helt eller delvist fordøjet) kan f.eks ske på grund af forkert temperatur i slangens miljø, stress (f.eks ved mangel på skjulested), mundbetændelse, forgiftninger, parasitter, fremmedlegemer. Faste masser i coelomhulen (“hårde buler/klumper inde i slangen”) opfattes ofte som en forstoppelse. Men det kan imidlertid også skyldes bylder, parasitter, kræftsvulster, fremmedlegemer eller f.eks tilbageholdte æg. Røntgenbilleder eller scanning er oftest den bedste måde at få vished om tilstanden. Diarré-tilstande kan skyldes forkert fodring, for brat foderskift, infektioner med bakterier, svampe eller virus, forgiftninger, for stort et måltid, forkert temperatur i slangens miljø mm.
Sygdomstegn relateret til skelettet
Knoglebrud kan opstå som følge af fysiske skader (komme i klemme i f.eks terrariedør eller blive bidt) men kan også skyldes en knoglebetændelse der svækker knoglens struktur. Deformiteter af kroppen kan være på grund af forkert fodring fodring og pasning, kalcium-mangel, knoglebetændelse eller være medfødt. Man bør altid huske, at “underlige kropsstillinger” ikke nødvendigvis skyldes skader på skelet eller krop, men kan være relateret til nervesystemet.