Krybdyrdoktor

Dyreklinik for krybdyr og andre eksotiske dyr v/dyrlæge​ Beth Fledelius

​​Åbningstider:​

Alle hverdage 9.00-17.30

Telefon: (+45) 45 93 07 30​

E-mail: beth.fledelius@mail.tele.dk

Slanger

Vedrørende slanger:

​Drægtig kongepython?

Spørgsmål

Hej

Vedr Konge python og drægtighed..Hvordan ser man om en kongepython er drægtig og hvad er der af krav til det sted,hvor æggene kan/skal lægges og klækkes?Grunden til at jeg spørger er fordi Vi har et par (en han og en hun) og de har ikke taget føde i nogle måneder nu. Men hvor hannen har tabt sig er hunnen blev meget tyk og gattet har ændret sig!

Svar:

Der er flere beskrivelser af hunner der “ligger” anderledes i terrariet når de er drægtige eller at de ynder at holde sig på varmepladsen. Tykkelsen kan naturligvis også ændre sig, men ingen af disse tegn er sikre nok til, at man kan være helt sikre på drægtighed. Det mest sikre er røntgenfotografering eller scanning, så man får set antallet af æg.Det lykkes ofte at klække æggene når de lægges i fugtig vermiculite og temperaturen holdes på omkring 32 grader (tager omkring 60 dage så). Det svære er generelt, at få luftfugtigheden tilpas, så æggene ikke rådner men udvikles.Selve æglægningen klares efter min mening bedst ved at sætte en boks med fugtig spaghnum i blandet lidt sand ind i hunnens terrarium, eller at have et terrarie med et decideret indbygget æglægningsområde.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

​​

Bronkitis hos kongeboa?

Spørgsmål:

Jeg har en Konngeboa som er omkring 5-6 år og ca. 1.70 meter lang og vejer omkring 4kg.

Han har i ca. en måned bevæget den forreste del af kroppen ind og ud i forbindelse med vejrtrækningen. Umiddelbart er det bedste bud at han er forkølet, men der er ingen slim og meget sjældent lyde i forbindelse med vejrtrækningen. Han spise en voksen rotte ca. hver 14. dag.

Jeg har haft ham hos en dyrlæge der mente at det var bronkitis. Jeg fik noget baytril 100mg/ml som jeg har sprøjtet den med over en periode på 5 dage.

Der er ikke sket nogen forandring hos slangen og nu har behandlingen været overstået i tre dage.

Der er intet galt udover den nævnte bævægelse den gør med kroppen, men jeg mener ikke at den er naturlig. Den kan være rimelig kraftig og bliver somme tider mere udbredt når han bevæger sig – som om han bliver forpustet.

Har du nogen idé om hvad det kan være og om det er noget der kræver en anden behandling end den han allerede har fået?

På forhånd tak.

Svar:

Det var da trist at høre. Men jeg synes det er godt du er så opmærksom. Det er der grund til, synes jeg. Jeg tror, det mest fornuftige ville være at få undersøgt slangen grundigt -Man kunne fx med et røntgenbillede afsløre eventuelle luftvejsforandringer. Men tit og ofre er det desværre ikke “kun” bakterier der kan give de symptomer du beskriver. Svampesporer der ødelægger luftvejene kan gøre det samme -og de bliver ikke dræbt af antibiotika. Derfor kunne en prøve fra luftrøret være rar at have, så man ved hvad man “er oppe imod”.

Hvis du ønsker at gå videre med sagen, er du velkommen til at kontakte mig. Så skal jeg prøve at hjælpe.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

​​

Kornsnog med spisevægring

Spørgsmål:

Jeg har 3 kornsnoge. Den ældste købte jeg i okt. sidste år og de to andre købte jeg her for 6 uger siden. Mit problem er at de 2 nye ikke vil tage foder til sig og jeg har hørt fra flere slange kendere, at det er ved at være kritisk. Jeg forsøgte mig hos Poppy Dyrehandel med tvangsfodring, men hende der gjorde det kunne stadig ikke få dem til at æde musene. Så jeg ville høre om du har råd eller kan fortælle mig hvad du tager for en tvangsfodring på 2 slanger? Håber at høre fra dig snarest muligt.

Svar:

Det var trist at høre med dine kornsnoge. Og du har bestemt ret i, at der skal gøres noget. Sagen er bare den, at der kan være mange årsager til, at dine slanger ikke vil spise – og så er en tvangsfodring uden at kende sygdomsårsagen ikke løsningen. Dine slanger kan have parasitter der forstyrrer deres fordøjelsessystem og det er derfor de ikke vil spise. Tvangsfodrer man dem så, vil det ikke være en hjælp, men kun at stresse en i forvejen belastet slange. Slangerne kunne også have andre sygdomme (infektioner osv). Derfor er det vigtigt at man ikke bare “tvangsfodrer i blinde”, men finder ud af præcis hvad slangerne fejler først. Så kan du nemlig behandle sygdommen samtidig med en støttende behandling med næringsstoffer så staklerne kommer på højkant igen. Hvis du vil er du også velkommen til at ringe til mig

Tilbage til indholdsfortegnelsen

Boa der strækker hals

Spørgsmål:

Hej Beth..

Jeg er gået og blevet lidt nervøs da mine boa’er er begyndt at strække hals….Nogle siger det er naturligt andre siger ALARM og snakker om smitsom IBD….???? Andre igen snakker om en virus på balance nerven…???

Et hurtigt billed af min hun her til formiddag:

​​​

Sådan stod hun i 5-10 minutter

Jeg frabeder mig alle andres kommentar og meninger end Beth’s da jeg er bekymret nok over den opførelse -…

Svar:

Hej,

Jeg vil starte med at sige, at det er rigtigt nok, at der er individer der laver den slags bevægelser mere end andre – uden at der kan påvises sygdom. Men der er naturligvis også nogle der begynder at ændre bevægelsesmønster netop på grund af sygdom.

Hvad IBD angår, så dækker navnet over “Inclusion Body Disease” som er en virussygdom der rammer boaer og pythoner. Pythoner rammes normalt langt alvorligere end boaer, men boaer kan til gengæld være symptomløse bærere af sygdommen. Symptomerne på sygdommen er oftest “multisystemiske” så man både ser symptomer på sygdom i mave-tarmkanalen, mund- og luftveje samt hjerne- og nerveskader.

Hvad din slange angår, så kunne der dog være mange andre årsager til symptomet. Normalt laver jeg en grundig klinisk undersøgelse af slanger (der opfører sig som du beskriver) så man kan udelukke luftvejslidelser, forgiftninger osv og laver så dernæst en undersøgelse med test for hjerne- og nervelidelser. Da neurologien (hjerne og nervesygdomme) hos krybdyr er under hurtig udvikling i disse år, er det faktisk i dag muligt at få godt billede af slangens status. Hvis du har lyst til at tale med mig om slangen (eller slangerne) kan du fange mig på tlf: 45 930 730 indenfor klinikkens åbningstid. Mvh

Dyrlæge Beth Fledelius

Tilbage til indholdsfortegnelsen​

Slange med skælbetændelse

Spørgsmål:

Hej Beth,

Jeg ville høre om du havde et par råd til hvad man gør når ens slange, har skældbetændelse og virker dehydreret.

Svar:

Skælbetændelse hos slanger kan desværre udvikle sig meget grimt. Infektionen breder sig ofte langt under skællene og påvirker både hud og den underliggende muskulatur. Da der tit er virkelig grimme bakterier involveret i infektionen, er den blodforgiftning der ofte opstår, af alvorlig karaktér. Selve læsionen er ydermere smertefuld for slangen og den stresses derfor yderligere og belaster sit i forvejen “nedsatte” immunforsvar. Da slangen således mistrives kraftigt belastes også foderindtag og væskeoptagelse, såvel som der tabes vævsvæsker gennem læsionen. Dehydreringen forværrer situationen yderligere – og da slangernes nyrer er langt mere “primitive” end pattedyrs, er det noget der skal tages alvorligt.

Det er utroligt vigtigt at få lavet et korrekt karantæne terrarie til slangen og omgående få startet den rigtige behandling. Derfor skal slangen undersøges af en dyrlæge så hurtigt som muligt. Alt efter diagnosen vil din slange formodentlig skulle igennem en længere antibiotika behandling og støttende terapi (smertestillende, næringsstof tilførsel etc) samt væskebehandling.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

​​

Python slange der ikke vil spise

Spørgsmål:

Min datter fik til påske en Konge Python på ca 90 cm. Vi spurgte i forretningen (Zoozity) hvornår vi skulle fodre den første gang og fik at vide om 10 til 14 dage med en mus, da de lige var kommet hjem og de ikke vidste hvornår de havde spist sidst.

Vi prøvede så med en levende mus, men uden resultat. Musen blev dræbt, men også uden resultat. Så gik slangen i hamskifte, men eftersom der ikke havde været fugtigt nok faldt det af pletvis. Kort tid efter gik den igen i hamskifte og denne gang gik det fint med rigelig fugtighed. MEN slangen vil stadig ikke spise selv om vi tilbyder den både levende og døde mus!!!

I går opdager vi så at slangen igen er gået i hamskifte!!!! Hvad er det for noget?? Hvad skal vi gøre for at få den til at spise? Den får rent vand hver dag og med vitaminer jævnligt. Den har også stadig afføring jævnligt.

Svar:

Jeg synes det lyder som om I er kommet godt og grundigt på glat is. I trænger nok til en grundig gennemgang af slangens terrariebehov (så vi får sikret os at alt er iorden), om fodring og om tilvænning i nyt miljø. Meget ofte er det små ændringer der får slangerne til ikke at trives -og dermed nægte at spise.

Dertil kommer at det heller ikke kan udelukkes at slangen kan være syg. Adskillige sygdomme (parasitære, infektiøse, organrelaterede etc) kan gøre, at slangen mistrives og ikke fungerer normalt.

Du er velkommen til at ringe til mig, så vi kan prøve at få taget hånd om problemerne.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

Kongeboa der klikker

Spørgsmål:

Hej Beth. Jeg har for et lille stykke tid siden anskaffet mig en kongeboa på ca 1 meter. Men efter et stykke tid, er den begyndt at trække vejret ret underligt – som om den gisper efter vejret. Samtidig åbner den munden og kommer med nogle “klik” lyde. Desuden virker den meget dvask/doven, og er ret kold. Derudover har den fået nogle “sort/grå” pletter på hovedet.

Hvad kan dette skyldes? Jeg fodrer den med en mus hver uge. Der er også rent vand i dens vandskål, men det virker ikke som om at den gider at drikke.

Svar:

Desværre lyder det du beskriver som sygdomstegn og ikke “bare” en adfærdsændring. Måden du beskriver den trækker vejret på og de tydelige “klick lyde” peger iretning af en luftvejslidelse -måske en lungebetændelse. Der er desværre flere muligheder for, hvad der kan udløse den slags. Det kan være selv små fejl i slangens miljø der svækker dens immunforsvar, infektioner med bakterier, svampe eller virus, parasitære problemer osv. Jeg synes vi skal have styr på, hvordan dit terrariemiljø er og få undersøgt slangen grundigt, så den kan få hjælp så hurtigt som muligt.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

​​

UV lys til slanger

Spørgsmål:

Jeg er ved at anskaffe mig en slange (en californisk kongesnog), men har fået nogle forskellige ting at vide, som har gjordt mig lidt forvirret.

Jeg har et sted fra fået afvide at slanger og andre krybdyr behøver uv-lys i deres terrarie og andre steder har jeg fået det modsatte afvide… Så nu står jeg lidt og aner ik hva jeg ska købe…??

Håber at høre fra dig!

Svar:

Du vil nok altid støde på “modstridende oplysninger” når det gælder UV-lys og slanger. Mange argumenterer for, at slanger ikke har behov for UV belysning, idet UV-B udstrålingen via vitamin D3 er den der styrer optagelse af calcium (kalk) i knoglerne, og slanger får dette behov dækket via foderdyrene. Imidlertid viser mange studier i udlandet at slangers hormonbalance og trivsel stimuleres af UV belysning (her især UV A båndet) og derfor kan UV-belysning alligevel have sin berettigelse.Min personlige holdning er, at man ikke skal gøre tingene “sværere end de er” fra naturens side. Og de fleste slanger bestråles med Uv belysning i deres naturlige miljø -blot i mindre mængder end de typiske UV-krævende krybdyr. Derfor går din opgave ud på, at “kopiere din slanges naturlige miljø” hvad angår belysning, varme, luftfugtighed og beskaffenhed. Hvis du kløjs i det undervejs, så hiv fat i mig igen.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

Kornsnog kaster op

Spørgsmål:

Vi købte for nylig en lille kornsnogemorph (striped snow) og den kaster op et par dage efter den har spist. Dette har den nu gjort to gange i træk. Den sidste gang vi fodrede den lagde vi mærke til at dens bagkrop var indsunken, det så næsten ud som om en hudfold løb langs den nederste halvdel af slangen. Den virker meget svag og har problemer med at spise en pinkie, ned kommer den da men det tager lang tid og den går i stå undervejs.

Vi er forståeligvis meget bekymrede. Nu forsøger vi os med at isolere den fuldstændigt fra alt i en selvstændig kasse med vand og en halv pinkie og så ser vi hvad der sker.

Svar:

Jeres kornsnog lyder ikke bare syg, men decideret afkræftet og underernæret. De symptomer I beskriver kan skyldes alt fra stress, forkert terrariemiljø, infektioner, parasitter osv til organfejl. Så jeg vil råde Jer til, at få den til dyrlæge så hurtigt I overhovedet kan.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

​​

Spørgsmål om UV belysning

Spørgsmål:

Jeg sidder og snakker med nogle personer inde på en hjemmeside der hedder kornsnog.dk og de siger næsten alle sammen at slanger ikke har brug for uv strålerne, så please kan du ik lige skrive nogle sætninger til mig som jeg kan bruge til at få dem overbevisdst at UV stråler er et must.

Svar:

Debatten om UV-lys til slanger “vindes” nok ikke lige med det samme. Sagen er jo, at behovet for UV-lys kan anskues på flere måder. Min personlige holdning er, at mange slanger trives bedre med korrekt belysning. Men det er rigtigt at slanger ikke behøver UV-lys for at optage calcium fra føden og derfor ikke har samme UV- b behov som mange andre krybdyr. Men der er jo også mere og mere forskning der peger på, at alle krybdyr (også slanger, også skumringsaktive osv) har et lysbehov både hvad angår generel lux, varmestråler og UV-lys. Blandt andet er UV-a båndet medvirkende til flere “reguleringsmekanismer” af aktivitet, sult osv. Derfor tror jeg, at man i de kommende år vil få bedre beviser for, hvad lys (også UV-lys) betyder for slanger.

Tilbage til indholdsfortegnelsen​

Luftfugtighed for en kongepyton

Spørgsmål:

Jeg har for 1 måned siden købt mig en Kongepyton . og siden fundet ud af , at det er utroligt svært at skaffe sig en ordentlig viden om slanger , du er den første virkelige ekspert , jeg har kunnet finde, der findes jo ikke nogen dansksproget bøger om emnet .

spørgsmål :

Hvordan kan jeg med bestemthed se om min Kongepyton er en han eller en hun?

Når slangen er ved at skifte ham, skal jeg så vandforstøve, mens den er der inde .

Hvis du får tid vil du så ikke være sød at skrive en bog om specielt slanger :-) kan kun blive en bestseller.

Svar:

Du kan desværre ikke være 100% sikker på din slanges køn udfra de ydre kønskarakteristika – og endda heller ikke ved en sondetest (om end det er en rimeligt pålidelig metode). Der arbejdes på at fremstille en test til blodprøvebaseret undersøgelse af kønnet, men det varer nok mange år før det er muligt af den vej.

Spørgsmål:

Jeg har fået min kongepyton til at spise , ved at købe et foder terrarium til den , da dens terrarium er lige lovlig stort til så lille en slange. Jeg holder øje med hvornår den har afføring , for at holde rent i dens terrarium , men hvor tit skal jeg skifte bunddække og vand ? …. næste gang jeg skal spørge dig om noget , sender jeg et billede med af terrariet , så jeg kan få en professionel vurdering af det og måske forslag til ændringer.

Svar:

Udskiftning af bunddække afhænger helt af hvor hurtigt det snavses til. Der skal fjernes afføring, ham-rester osv hver gang det ses. Partier af bunddækket der er særligt snuskede fjernes efter behov (ofte dagligt eller pr uge) og hele bunddækket udskiftes så snart det synes “nusset” og har begyndende lugt. Håber det gav lidt mening?

Spørgsmål:

Min kongepyton , har denne gang haft meget svært ved at skifte ham. Kan du sige noget om hvor høj luftfugtigheden cirka skal være til den slags slanger? Inde hos min pyton er der 47 % luftfugtighed.

Svar:

Du kan fx med fordel lave et “fugtskjul” inde i terrariet, hvor luftfugtigheden der, er omkring 80%. Det plejer at virke godt og slangen styrer ofte selv hvor meget det benyttes.

Du kan fx lave en plastboks med lidt rent skumgummi fugtet med kogt afkølet vand. Hvis du kun har et lille hul i boksen som slangen kan smyge sig igennem, kan du alt efter vandmængden styre luftfugtigheden i dette “mikro miljø” ret godt.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

​​

Kornsnog uden diagnose

Spørgsmål:

Jeg har købt et par kornsnoge caramel morph. Hannen spiser ikke og har en udbuling 2-3 cm. over gatten fra sidste år i starten af året. Hunnen spiser og ser frisk ud spiser og nu har den lagt en lille klat blod 2 gange… Har kontaktet sælgeren da det skete en uge efter jeg købte den. og han siger at han ikke vil lade handlen gå tilbage, for den var ikke syg hos ham og vil ikke lade handlen gå retur med mindre den dør og der bliver lavet en obduktion….. nu er spørgsmålet,om man ikke kan se om den var syg før jeg købte den uden at dræbe den?

P å forhånd tak!

Svar:

Nogle sygdomme er længe om at udvikle sig og kan derfor give en indikation om tidspunktet for tilstandens begyndelse. Nu ved jeg ikke hvor længe siden det er, at du har købt slangen, men dukan altid ringe til Forbrugerstyrelsen og høre hvordan du er stillet ved et privatkøb af dyr. Under alle omstændigheder kræver det dog, at man starter med, at finde ud af, hvad det egentlig er slangen fejler. Uden en diagnose kommer du ikke synderligt langt.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

​​

Ang Boa Constrictor

Spørgsmål:

Min slange (Boa Constrictor) har ikke spist igennem længere tid og er blevet udmagret opdagede jeg her i dag….Men det var mere munden på den som bekymrede mig, for den var fyldt med en “gylpagtig” masse, som bare lå der inde i munden. Der var ikke noget i terrariet ellers… Kan det være noget maveinfektion af en art og hvorfor sidder det i munden på den? Jeg har taget det ud og munden ser ellers ikke unormal ud, altså fri for synlige infektioner m.m. Den har de rette forhold og der har aldrig været problemer med at fordøje maden, da varme og fugtighed er som den skal være…Varme: ene ende 23, anden ende 28-30. Fugtigheden svinger mellem 65-80.

Hvad kan jeg gøre? På forhånd tak

Svar:

Slanger kan sagtens have maveinfektioner der giver sekretion til mundhulen, men ud fra din beskrivelse er det lidt svært for mig at vurdere, præcis hvad det er du har set hos slangen. Der er jo desværre mange muligheder foruden maveinfektioner. Jeg ville nok undersøge slangen og ved en klinisk undersøgelse sikre mig, at den var sund og normal. En grundig undersøge af mundhule og øvre del af svælget ville også være på sin plads. Dernæst skal slangens almenbefindende og adfærd jo også sammenholdes med de andre fund

Tilbage til indholdsfortegnelsen

Tarmudfald hos både slanger og øgler

Spørgsmål:

Jeg har spørgsmål vedrørende “tarm udfald” hos krybdyr.

Jeg havde for et års tid siden en Agama Agama, hvor en del af tarmen pludselig faldt ud igennem gattet, og den ikke ville/kunne trække det ind igen. Vi skyndte os at tage den ud, og sætte den i et andet helt bart terrarie, hvor vi holdt øje med den i en dags tid. Da det så ud som om den ikke havde det godt, valgte vi derefter at aflive den.

For ca 2 måneders tid siden, fik vores albino kornsnog, det samme, og igen tog vi den ud, men valgte så at aflive den med det samme, da den så ud som om det var smertefuldt for den. Denne gang har vi frosset den ned bagefter, så man evt senere kunne få det konstateret, hos en dyrlæge..

Nu har en af vores Halsbåndsleguaner, også lige fået det, dog i en mild grad, og vi har taget den fra til observation..

Alle dyr har rimelig med plads, og de får masser af foder/vand og varme.

Hvad er det lige der kan være galt? og hvorfor får de det? og hvad kan jeg gøre for at forhindre det.

Øglerne får primært fårekyllinger og dubia kakkelakker

Svar:

Der er faktisk mange muligheder for, hvordan denne lidelse opstår. I visse tilfælde skyldes det tarmirritation (grundet fremmedlegemer, stor parasitbyrde, fejlfodring, ændret tarm pH, forstoppelser mm), andre gange er det deciderede tarmlidelser i tarmens væv (svulster, sår, bylder mm) eller trængninger (pres ved forstoppelser, smerter i coelomhulen) osv.

Behandling og forebyggelse afhænger selvfølgelig af hvad der er den underliggende årsag -og for at gøre det hele endnu mere kompliceret, er det jo langt fra sikkert, at dine dyr har haft samme underliggende årsag?

Tilbage til indholdsfortegnelsen

Er min kornsnog utryg?

Spørgsmål:

Foreløbig tak for din vejledning ved salgsmessen i Roskilde i lørdags. Min søn og jeg købte en halvt år gammel kornsnog, vores første køb af krybdyr. Jeg har et spørgsmål vedr. dens opførsel og eventuel sammenhæng med pasningen.

Den første dag, lørdag, synes vi den var ret fredelig. Vi kunne tage den op og den lå roligt i vores hænder. Den fik også noget at drikke, mens min søn holdt den. Alt var fint. Dagen efter syntes vi, at den var lidt mere afstandstagende og søgte omkring i terrariet. På et tidspunkt blev min søn så bidt, men det var mest forskrækkelsen, der gjorde indtryk, for mærke det kunne han ikke. Vi vidste at den havde fået foder om tirsdagen og mente, at den måske var ved at være sulten igen. Søndag ved middagstid fik den først en “pinky” museunge, men den syntes stadig at søge lidt omkring, så vi gav den en “pinky” mere (efter passende optøning). Mandag lod vi den hovedsagelig være, men min søn har nu lidt respekt for at komme i nærheden af den. Vi har ikke set den drikke siden lørdag og ville i dag forsøge at løfte den op til dens vandskål og samtidig skifte avisbunden, fordi ví ville fjerne lugten af mus.

Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle bære mig ad med at tage slangen (min søn havde ikke lyst og jeg er bestemt en novice). Jeg regnede med, at den ikke ville komme med frivilligt og jeg har aldrig selv taget den op. Da terrariet alligevel skulle tømmes, besluttede jeg mig for at tage tingene ud for bedre at kunne få fat i slangen. Den så stadig truende / bange ud og jeg formoder, den ikke brød sig om at få fjernet det hele. Med et tomt terrarie forsøgte jeg at få den til at vende sig til min hånd, men den blev ved med at krybe sammen og se utryg ud. En enkelt gang huggede den efter mig. Det endte med at jeg lod den være. Jeg er stadig ikke helt klar over, hvordan den bedst (eller mindst dårligt) kan lide at blive taget op, og næste gang tror jeg måske, at jeg skal forsøge at gøre kort proces, så den ikke skal føle sig jagtet.Vi er meget i tvivl om hvordan vi bør behandle den, så den bliver tryg, og jeg er i tvivl, om jeg kan regne med, at den får det at drikke, som den skal have. Den har drikkevand, men vi har ikke set den drikke.

Vi købte et terrarie på Bredde x højde x dybde = 100 x 50 x 50, som vel er lidt stort for den. Men vi blev enige med os selv om, at det er naturen jo også, så vi kan vel indrette terrariet med passende trygge gemmesteder. Den har et godt langt stykke bark i den “kolde” ende, som den ligger mest i. I den varme ende har vi foreløbig toppen af en mælkekarton og et andet “hus” af noget som en harddisk har været pakket ind i – flamingo eller noget i den stil (nu fjernet, da vi ikke har set den bruge det). Den har også en stor baggrund med planter, som den har snoet sig op ad. Endelig masser af små og store sten. Jeg er ikke sikker på at dens skjulesteder er helt optimale endnu, men vi skulle lige i gang. Vil købe noget mere bark til den, så både den varme og “kolde” ende bliver lige trygge at være i. Jeg mistænker at den ligger mest i den kolde ende, fordi der er mest trygt. Jeg skal tilføje at temperaturforskellen kun har været fra ca. 28 – 25 grader, fordi jeg har lavet lidt afstand til varmelegemet under terrariet. Jeg har netop fjernet det ekstra lag, så varmelegemet, i den varme ende, nu er i kontakt med glasset, så jeg forventer at temperaturen vil stige lidt. Ellers må jeg købe et større varmelegeme (p.t. kun 6,5W). Jeg er lidt bekymret for dens tilvending og hvordan vi bedst tager slangen op. Vi er klar over, at den helst vil være i fred, men vi skal jo kunne håndtere den og min søn vil være glad for at kunne tage den ud og sidde med den en gang imellem. Hvad gør vi mon forkert, siden det lader til at gå den forkerte vej? Jeg beklager den lange mail, men jeg ville lige beskrive situationen. Et godt råd vil være yderst velkomment

På forhånd tak.

Svar:

Det er fint med en lang mail – så ved jeg jo hvad det præcist handler om.

Først og fremmest skal I have lavet et godt terrarie med korrekt miljø. I skal gerne ramme 24 grader på koldeste sted, 30-33 grader på varmeste sted og ca 20-23 grader om natten. Dagslængen skal være 14 timer.

Slanger der flyttes til et nyt miljø har altid tendens til at stresse og derfor skal der være flere skjulesteder – både i den kolde og varme ende af terrariet. Ydermere er det godt at sætte papir eller andet på de 3 af terrariets sider, så miljøet ikke er så åbent at slangen føler sig utryg. (Dette kan man efterhånden fjerne meget af igen).

Fodring af slanger bør så ikke ske i deres normale terrarie. Det skal være sådan, at de ikke forbinder hænder i terrariet med foder osv. Derfor flyttes slangen normalt til en stor plastboks (fodringskasse) hvor den så bliver præsenteret for byttet.

Selve håndtering er lidt svær at forklare pr mail – det bør I jo næsten se og lære. Men det vigtige er, at I har rene hænder der ikke lugter af mus (eller af det papir musen har gået på), håndterer slangen roligt og bestemt. De fleste slanger der ikke er aggressive, kan løftes ved at man tager dem bag hovedet og skubber en hånd ind under kroppen, så de føler at de ikke “dingler” rundt.

Håber dette kunne hjælpe lidt – og ellers er I velkomne igen.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

Frontline

Spørgsmål:

Hej Beth.

Jeg mener at have hørt at Frontline gør at blodmider dør af hyperaktiv seksuel omgang med hinanden. Kan det være rigtigt?

Svar:

HA! Fascinerende tanke, men nej, det er ikke rigtigt. Det aktive stof i frontline hedder fipronil og binder sig i kloridkanaler i Central Nervesystemet. Det medfører ukontrolleret aktivitet af Central Nervesystemet -med midens død til følge.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fluer i terrarie

Spørgsmål:

Efter jeg har startet mit nye terrarie op har jeg haft en del problemer med bananfluer, jeg har prøvet at spørge forskellige steder til hvad man gør ved de små kræ for at holde dem væk, men har ikke rigtig fundet en metode der virker. Derfor vil jeg høre om du har nogle forslag til hvad man kan gøre og hvad du selv bruger…? Er der noget man kan sprøjte med eller andet der kan holde dem væk…?

Svar:

Du må tørre bundlaget ud (smid det i ovnen ved 100 grader) og fjerne alt foder de kan leve i, så snart det ikke bliver spist. Det er den eneste metoder der ikke indbefatter sprøjtning med giftstoffer.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

Bekæmpelse af blodmider med FRONTLINE /

Spørgsmål:

Jeg har konstateret blodmider samt forkølelse hos mine ny indkøbte kongepythoner.

Jeg har købt penicillin mod forkølelsen, og FRONTLINE mod blodmider (dog ikke givet dette endnu idet jeg ikke ved om jeg må medicinere med flere ting på en gang).

Har indtil videre gjort følgende :

Alt “indmad” dvs. plastplanter er lagt i fryser, trærødder er blevet over hældt med kogende vand, alt andet inventar er smidt ud.

Hvad gør jeg nu?

På forhånd tak.

Svar:

Det er en god idé at du venter med behandling af blodmider, til du er færdig med den medicinering der allerede er i gang. (Vedr. denne følger du selvfølgelig bare dyrlægens anvisning). Hvad blodmider angår er det fornuftigt at desinficere HELE terrariemiljøet med frontline og vaske det rent bagefter. Alt bundmateriale, grene osv, smides ud og/eller desinficeres. Du skal være opmærksom på, at det ikke er alle slanger der tåler Frontline!!!(Jeg bruger det aldrig selv på dyrene – kun på miljøet).

Tilbage til indholdsfortegnelsen

NORTHWESTERN CARPET PYTHON Morelia spilota variegata Iran jay

Spørgsmål:

Hej jeg har før skrevet til dig om min grønne træboa og den har spist 2 mus i mellem tiden og jeg har snakket med en der kender dem rigtigt godt og han siger den fejler ikke noget jeg har bare fået en grøn træboa og den er svær at holde 90% af dem der prøver har problemer så vil jeg høre jeg har en hun NORTHWESTERN CARPET PYTHON Morelia spilota variegata Iran jay den har aldrig haft blodmider men jeg har den til at gå i et terrarium med en stor vand skål og den er begyndt at lægge sig i den en til to gange om dagen jeg kan ikke se noget på den og blodmider ved jeg ikke hvor de skulle komme fra så vil jeg høre da jeg er ved at lave nye terrarier er hun sat i et på 120x80x80 med tørt bundlag og fugtigheden ligger på 45 til 50% kan det være for tørt eller skal den til at skift ham

Svar:

Når slanger ligger unaturligt meget i vandskåle er det som du selv nævner ofte et tegn på blodmider. Da der er flere små nymfestadier af miden, som ikke er synlige med det blotte øje, kan dens reaktion godt ses FØR man kan se store voksne (og nemt synlige) mider i terrariet. Derfor skal du bestemt holde godt øje med den.

Hvis du er bekymret for luftfugtigheden kan du lave et fugtområde og/eller fugtskjul inde i terrariet også. Så vil slangen opholde sig dér og have lettere ved at gå i normalt hamskifte.

Mvh

Dyrlæge Beth Fledelius

Tilbage til indholdsfortegnelsen

Kornsnog med buler

Spørgsmål:

Kan man se om ens slange er drægtig? Jeg har to styks og ved ikke hvilke køn, men den ene vil ikke spise og har en “bule” på kroppen… kan det være fordi den er drægtig eller er det noget andet?

Svar:

“Buler” på en slanges krop kan skyldes adskillige årsager. Det kan være en forstørrelse inden i slangens kropshule eller en hævelse/svulst udenfor kropshulen beliggende i muskel eller under huden.

Hævelser inden i kropshulen kan selvfølgelig godt skyldes æg / fostre, men det ses også ved fx forstoppelser, organlidelser, svulster osv osv osv, så man kan naturligvis ikke gå ud fra en drægtighed i sig selv. Hævelser udenfor kropshulen kan fx skyldes infektioner (“bylder”), fremmedlegemer, svulster osv, så også her kan flere ting spille ind.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

UV lys til slanger

Spørgsmål:

hej Beth

jeg skriver til dig fordi at jeg har to kongepythoner og jeg får tit at vide at jeg bruger det forkert lys til mine slanger.

De pærer jeg bruger er 2 stk. EXO TERRA Day Glo Tight Spot , 50 W spotpære m/UVA og et lysstofrør EXO TERRA Repti Glo 5.0 , 20 W, tropisk terrarie – 60 cm så jeg ville gerne vide om jeg opfylder mine slangers behov for uv lys.

hilsen Louise

Svar:

De to UV-kilder er ikke lige så holdbare (hvad længden af måneder de udstråler UV-a og UV-b angår) men da slanger ikke har et stort uv-behov, burde du ikke have problemer med at bruge dem, såfremt de skiftes hver 6. måned.

Mvh

Dyrlæge Beth Fledelius

Tilbage til indholdsfortegnelsen

Uønsket slange

Spørgsmål:

Kære dyrlæge.

Vi har et spørgsmål ang. en 1,5 m. lang slange vi har observeret i et motorrum ved vort hus i Frankrig. Hvordan kan vi fange den og komme af med den.?

På forhånd tak

A. S. P.

Svar:

Kære A. S. P,

Ikke alle vildt-levende slanger i Frankrig er fredelige endsige nemme at indfange, så det vil jeg umiddelbart råde jer til, at få en professionel ud at ordne. Normalt vil det være vildtplejestationer der tager sig af den slags opgaver.

Mvh

Dyrlæge Beth Fledelius

Tilbage til indholdsfortegnelsen

Problemer ved hamskifte

Spørgsmål:

Hej

Jeg har en ca 1,5 årig Pastel KP. Han har lige skiftet ham, og alt hammet røg af, undtagen et lille stykke på den ene side af hovedet. Degn efter røg det også af, og jeg troede alt var iorden. Nu, et par dage senere har jeg opdaget at der sidder et stykke skæl på øjet (KUN på selve øjet), det er ikke gråt og uigennemsigtigt som under hamskifte, men helt klart og gennemsigtigt, man kan bare se “konturerne” i skællet. Han ser ud til at ku se uden problemer, og han har ingen tegn på andre sygdomme eller betændelse i eller omkring øjet (snot, våd omkring munden, osv).

Spørgsmål.

Skal jeg gøre noget ved det? og i så fald hvad?

Eller skal det “forhåbentlig” gerne falde af senere, af sig selv?

På forhånd tak.

Svar:

Hamrester der sidder på brillen kan det være meget farligt at fjerne (som oftest laver man så alvorlige skader på brillen i forsøget) så jeg vil fraråde dig at prøve at fjerne det. Hvis du kan hjælpe slangen til et godt og problemløst hamskifte næste gang, vil det forandrede stykke følge med af når slangen skifter ham.

Mvh

Dyrlæge Beth Fledelius

Tilbage til indholdsfortegnelsen

IBD test af levende slanger

Spørgsmål:

Hej Beth.

Jeg har en del boaer som jeg overvejer at få testet for IBD.

Der er ingen af mine dyr som viser nogle former for symptomer på IBD eller anden sygdom for den sags skyld, men jeg ved at IBD er et emne, som er meget fremme i hobbyen for tiden. Mine spørgsmål til dig:

Er IBD testen 100% pålidelig? Her tænker jeg på hvor veludviklet testen er, om der er risiko for falsk-positiv.

Jeg synes information på området er meget blandet, derfor vælger jeg at spørge dig.

Svar:

Der findes kun én sikker diagnose af IBD, og det er, hvis der med sikkerhed er fundet ægte ”IBD-inklusionslegemer”. En slange hvor der intet påvises er IKKE at betragte som rask og usmittet. Kun en slange hvor der ER påvist inklusionslegemer, har en sikker diagnose.

Det er i princippet ligegyldigt om inklusionslegemerne er fundet hos levende eller døde dyr. Men de er blot uendeligt meget sværere at finde hos levende dyr, da de vævsprøver man undersøger er meget mindre end de vil være fra et aflivet dyr. For at finde dem hos levende dyr, skal man derfor være heldig - og dygtig.

Når man taler om histologi, er det meget vigtigt at huske, at der findes rigtigt mange typer af "inklusionslegemer". Så dét at se et inklusionslegeme behøver ikke betyde, at slangen har IBD. De ægte "IBD-inklusionslegemer" indeholder et meget specifikt protein og er klassificeret som ikke-virale inklusionslegemer. Det kræver normalt erfarne patologer der bruger elektronmikroskopi og/eller andre avancerede metoder, for definitivt at afgøre, om en inklusion er et IBD inklusionslegeme eller ej. Derfor kan der desværre fejldiagnosticeres IBD, og dermed foranlediges aflivninger på fejlagtigt grundlag – det er desværre set mange gange før.

Forskere har derfor længe forsøgt at finde en anden metode til at teste for IBD hos levende slanger. I den forbindelse undersøgte man en mulig sammenhæng mellem arenavirus og IBD. Teorien var at arenavirus var en både nødvendig og tilstrækkelig betingelse for IBD, så hvis man kunne påvise arenavirus hos en slange (hvilket er nemt at teste for), ville man også dermed kunne påvise IBD. Men man har desværre bare ikke kunnet påvise en sådan sammenhæng. Resultatet af undersøgelsen var, at i kun rundt regnet 8 ud af 10 IBD ramte slanger, kunne der findes arenavirus. Og i rundt regnet 4 ud af 10 af de slanger, som blev testet negativ for IBD, blev der konstateret arenavirus. Så med andre ord: selvom en test påviser, at en slange har arenavirus, er ikke ensbetydende med, at den også har IBD. Og omvendt: hvis der ikke kan påvises arenavirus hos en slange, er det ikke ensbetydende med, at slangen ikke har IBD.

Værdien af en test for arenavirus med henblik på diagnose for IBD er derfor i mine øjne nærmest lig nul og i bedste fald blot spild af penge, og i værste fald decideret skadelig, da den potentielt kan "frikende" nogle IBD ramte slanger, og dermed være med til at sprede sygdommen endnu mere. Jeg ville aldrig selv ofre pengene på en sådan test, hvis formålet alene er at teste for IBD, og tilbyder den derfor heller ikke til mine klienter på det grundlag.

Så jeg er ked af at skulle skuffe dig, men i min verden giver det stadig bedst mening at teste for IBD på aflivede slanger med et ordentligt prøvegrundlag og materiale og af tilstrækkeligt erfarne patologer med det rette udstyr. 

Vurderet 5 / 5 stjerner på baggrund af 29 anmeldelser på Facebook

Skovvænget 6 B, 2800 Lyngby​ | ​Telefon: 45 93 07 30 | E-mail: beth.fledelius@mail.tele.dk

Disclaimer: Oplysningerne på hjemmesiden er udelukkende til informationsbrug. Egentlig diagnosticering, behandling og medicinering kræver forudgående konsultation. Alle informationer og materiale på hjemmesiden er copyright dyrlæge Beth Fledelius​