Svar:
Debatten om UV-lys til slanger “vindes” nok ikke lige med det samme. Sagen er jo, at behovet for UV-lys kan anskues på flere måder. Min personlige holdning er, at mange slanger trives bedre med korrekt belysning. Men det er rigtigt at slanger ikke behøver UV-lys for at optage calcium fra føden og derfor ikke har samme UV- b behov som mange andre krybdyr. Men der er jo også mere og mere forskning der peger på, at alle krybdyr (også slanger, også skumringsaktive osv) har et lysbehov både hvad angår generel lux, varmestråler og UV-lys. Blandt andet er UV-a båndet medvirkende til flere “reguleringsmekanismer” af aktivitet, sult osv. Derfor tror jeg, at man i de kommende år vil få bedre beviser for, hvad lys (også UV-lys) betyder for slanger.