Hævelser og knuder
Hævelser omkring led kan ses ved urinsyregigt, ledbetændelse, forstuvning, reaktion på fremmedlegemer mm. Bakterier, svampe og svulster kan også forårsage hævede områder. Ofte opdages det først, når der er dannet en fast indkapslet pus-masse, som føles hård ved berøring. Disse ligger ofte lige under huden og kan være af anseelig størrelse.
Når området omkring øret synes hævet (eller virkelig “buler ud”) er det ofte på grund af en mellemørebetændelse. Huden over øreområdet skal normalt være glat og uden hævelser, men efterhånden som der ophobes pus i mellemørets hulrum presses ud.
Ødemer kan skyldes hjerte-lungesygdomme, proteinmangel, lever- og nyreskade mm.
“Pletter” og farveændringer: Der ses ofte rødlige “pletter” eller plamager på både hud og skjold (især på plastrons lyse områder) når skildpadden lider af en blodforgiftning (idet de forskellige giftstoffer beskadiger blodkarene (endotoxiner eller endotoxiner forårsager vaskulærskade)). På helt unge skildpadder med tynd forbening af plastron ses disse plamager endnu tydeligere. Dette er alvortige tegn og kræver omgående indgriben.
Pletter på hud og skjold kan også skyldes hudbetændelser, hudirritation, svampeinfektion mm. Mørke plamager på skjoldet kan også ses ved en skjold-abscess (“byld”) som oftest vil føles blød og eftergivende ved tryk.
Skildpadderne skifter ikke hele hammen på én gang, som slangerne gør det. De skifter derimod løbende mindre hudområder af gangen. Voldsom afstøden af store mængder hud (ofte så endnu ikke hærdet og færdigtdannet hud blottes) ses desværre af og til på grund af overdosering med A-vitamin. A-vitamin er giftigt i for høje doser og der har i tidens løb været en alt for bred margin for den dosering der anvendes. Der kan gå op til 6-7 måneder før skildpadden er kommet sig og har dannet ny og normal hud.
“Flager” fra skjoldplader & “Skjoldråd”: Svampe- eller bakterielleinfektioner kan løsne hornlag i skjoldet, så tynde flager afstødes. Lidelsen breder sig ofte til andre områder af skjoldet og kan uden behandling blive ret så voldsomt. Skader på skjoldets hornlag kan føre til betændelsestilstande hvor der opstår kraftige sår. Ofte er det bakterier eller svampe der invaderer vævet. Dybe sår kan brede sig længere ned i vævet så der går betændelse i det underliggende knoglevæv.
Der kan naturligvis ses et utal af andre skjoldlidelser end de her nævnte.
Blødt skjold: Nogle ganske få skildpadder har helt naturligt et blødt skjold (f.eks “Pandekageskildpadden” (Malacochersus tornieri) men normalt skal skildpadderne udvikle et fast skjold der ikke giver efter for tryk i løbet af deres første leveår. Et blødt skjold er derfor tegn på kalciummangel - med mindre der er tydelige tegn på anden lidelse (f.eks bakterielt skjoldråd mm)
“Pyramide-vækst” af skjoldet: Det ses ofte hos skildpadder at skjoldets dele rejser sig under væksten som små “pyramider”. Endnu er årsagen ikke fuldt belyst, men meget tyder på, at foder med for meget protein øger både vækstraten og keratinvæksten, så skjoldpladerne tilspidses i takt med den kraftige vækst.
Forvokset næb (“ørnenæb”): ses ofte hos skildpadder der ikke fodres optimalt. Regulering af foderplanen så den tilgodeser skildpaddens behov for kalcium og grove fibre er hensigtsmæssigt, men ofte må det forvoksede næb trimmes først. Forsøg på at klippe næbbet med f.eks saks kan splintre næbbets sammenboksning midt i næbbet -og det er desværre set at det sprøde hornlag er splintret helt op i næsehulen. En næb-trimning bør derfor foretages med omhu og forsigtighed for ikke at forvolde skildpadden skade.
Diarré og forstoppelse: der kan opstå diarré på grund af bakterier eller parasitter, men diarré (og somme tider opkast) ses ofte på grund af fejlfodring. Enten grundet foder den pågældende skildpaddeart simpelthen ikke tåler, eller på grund af for vandholdigt foder (fx agurk eller tomat). Fodring med frugt kan (med undtagelse af de meget frugtspisende arter) også give diarré. De planteædende landskildpadder er “designet” til at udnytte langsomt fordøjelige kulhydrater - som f.eks. cellulose - der findes i græs og hø.
Skildpaddens tyktarm er da også betydeligt længere end tyndtarmen. Cellulosen omsættes ved hjælp af mikrofloraen i den lange tyktarm. Omvendt er det med de letfordøjelige kulhydrater som findes i f.eks frugt. De omsættes i tyndtarm via enzymer.
Desuden kan hyppig fodring med frugt give problemer med flagellater (F. eks Hexamita parva) tilsyneladende fordi frugten omsættes hurtigt og danner et surt miljø. Forstoppelse ses ofte når skildpadder har ædt af terrariets bundlag. Ofte fordi foderet falder ud af madskålen og bundmaterialet spises sammen med foderet. Det ses ofte hvis skildpadder holdes på sand eller grus - og især fint sand synes problematisk. Sandet lejres som hele “sandbanker” inde i tarmen og stopper foderets passage gennem tarmen.
Hvis tilstanden ikke behandles hurtigt, begynder det foder der allerede er i tarmen at forrådne - og kan skabe blodforgiftning når giftstoffer og bakterier trænger ud i organismen. Også små og fintudskårne træstumper kan give forstoppelser, hvis de bruges som bundmateriale og fejlagtigt ædes. Skarpe træstumper kan yderligere stikke hul på tarmen og give alvorlig blodforgiftning.
Mundhulebetændelse: Ses ikke så tit hos skildpadder som hos slanger, men når det ses, skyldes de ofte bakterier. Ofte opstår de når mundhulens slimhinde er beskadiget (sår, rifter, nedsat immunforsvar mm). De kan dog også skyldes en svampeinfektion - som næsten altid fører tilbage til forkert pasning (forkert temperatur, luftfugtighed, UV-belysning, fodring) idet svampesporer næsten altid er tilstede i miljøet og langt lettere slår an hos svækkede dyr med nedsat immunforsvar.
Tarmfremfald eller en glad skildpadde?
Skildpadder der lider af tarmfremfald har større eller mindre tarmpartier trædende ud af kloak-åbningen. Grundet presses på vævet tilbageholdes blodet og det fremtrædende tarmvæv vil derfor hurtigt virke opsvulmet og rødligt - efterhånden som det mister blodforsyning mørkfarves vævet og begynder at dø.