Krybdyr døjer med parasitter (“snyltere”) ligeså vel som pattedyrene gør det. Forskellen er bare, at folk er langt mere opmærksomme på parasitter hos deres hund eller kat, end de er på parasitter hos deres krybdyr.
Denne gennemgang af krybdyrenes parasitter er ikke komplet, da krybdyrene huser et meget stort antal parasitter og der stadig mangler endnu mere viden på området. Teksten her er ment som en “start hjælp”, hvis man mistænker et parasitproblem.
Parasitterne opdeles generelt i to grupper. Ektoparasitter som er parasitter der lever uden på krybdyr -fx. flåter og blodmider, og endoparasitter som fx indvoldsorme der lever inde i krybdyret.
Hvorfor undersøge for parasitter?
Krybdyr i naturen kommer ikke til en årlig undersøgelse og får undersøgt deres parasitstatus, og derfor kan det virke underligt at bekymre sig om parasitter, når krybdyr holdes i fangenskab. Når man kigger lidt nærmere på sagerne, er sammenhængen dog reel nok.
Krybdyr i naturen lever ofte i “harmoni” med deres parasitter, da den parasitmængde de rummer som regel er lav. At den er lav i naturen skyldes, at krybdyret kan bevæge sig frit over større afstande og derfor aldrig udsættes for samme “koncentration” af smitte, som inde i et terrarie og ikke har samme risiko for at re-inficere sig selv. Dertil kommer, at man ofte ændrer foderplanernes sammensætning fra sommer til vinter hos krybdyr der holdes i fangenskab og ændres foderet ændres tarmmiljø, tarm pH osv. Dette kan betyde et gunstigere forhold for bakterier, parasitter mm og i nogle tilfælde give en kraftig opblussen af “uønskede elementer” i fordøjelseskanalen. Samtidig er foderplaner i fangenskab heller aldrig så varierede og artsspecifikke som det dyrene selv vælger sig i naturen og endnu mangles meget forskning før man ved, hvor meget det naturlige foder modvirker (eller slet ikke modvirker) parasitter.
I fangenskab kan krybdyr også udsættes for stress. Stress hos krybdyr er ikke som stress hos mennesker, når man har for meget at se til. Hos krybdyr kan stress skyldes overfyldte terrarier, for koldt terrariemiljø, forkert uv-belysning, forkert afbalanceret foder etc. Tilsammen svækker denne stress tilstand immunsystemet og gør krybdyret mere modtageligt overfor sygdomme.
Stof til eftertanke er også, at mange af parasitternes smitte-stadier ikke er synlige med det blotte øje. Med andre ord, har man ingen sikkerhed for, om ens krybdyr bærer på smitte eller ej. Var alle smittestadierne blot synlige orme der vred sig i terrariet, ville forholdsreglerne falde en del mere naturligt.
Parasitter er et problem fordi:
-krybdyr med parasitter har kortere levetid
-krybdyr med parasitter reproducerer sig dårligt eller slet ikke
-krybdyr med parasitter er mere modtagelige for andre sygdomme
-unger af krybdyr dør ofte hvis de er stærkt parasiterede
-unger der overlever med parasitter “går i stå” eller har sygeligt lav vækstrate
-flere af de parasitter der angriber krybdyr kan smitte til mennesker
– nye dyr bør ALTID holdes i karantæne og undersøges før de introduceres for ens andre dyr
Ektoparasitter hos krybdyr:
– Flåter (i Dk Ixodes) – flåter suger blod og giver derved hudskader med risiko for sekundær infektion (især hvis flåtens munddele bliver siddende). Desuden kan flåter overføre “flåtbårne sygdomme” (fx. Borrelia, Anaplasma) og man mener også forskellige virus kan overføres hos krybdyr.
– Mider – især blodmider hos slanger og øgler er et stort problem. Ofte behandles med midler mod parasitter, som bruges til hund og kat og som krybdyrene IKKE tåler. Ved mistanke om blodmider skal man konsultere dyrlæge før behandling og sikre sig brug af et egnet præparat og en sikker fremgangsmåde.
– Fluer – flueangreb ses især hos skildpadder og øgler i udendørs anlæg om sommeren. Fluerne lægger æg i sår og rifter. Når æggene klækkes forårsager fluelarverne vævsskader og kraftig infektion. Ofte voldsom bakterieinvasion og forrådnelse af store vævsområder.
– Igler parasiterer akvatiske krybdyr og kan komme med “som blind passager” når akvatiske krybdyr importeres. Igle angreb øger risiko for bakterielle infektioner, blodmangel etc.
Endoparasitter hos krybdyr:
-Amøber – Entamoeba invadens er en af de mest sygdomsfremkaldende amøber hos krybdyrene.
Smitten sker ved indtagelse af cyster som udskilles med afføring fra et sygt krybdyr. Cysterne videreudvikles så i krybdyrets tarmkanal og invaderer tarmslimhinden og danner nye cyster. Cysterne forlader til slut krybdyret med afføringen og kan så smitte et nyt dyr
.
Tegn på sygdommen er varierende. Der kan ses væskemangel, anorexi og ofte dårlig trivsel. Afføringen bliver tit slimet, blodig og ildelugtende på grund af de store skader på tarmslimhinden. Væskemanglen forværres efterhånden som sygdommen udvikler sig og døden kan indtræde få uger efter smitten er sket.
Amøberne kan også invadere væv og spredes til andre organer med blodet. På denne måde kan der fx. opstå nyre- og leverskader.
-Coccidiose: (Eimeria,Caryospora, Isospora & Cryptosporium)
Coccidier angriber slimhindens celler i tarmsystemet, galdegange og evt nyrerne. Smitten sker ved at oocyster indtages. Fra disse frigives næste udviklingstrin (sporozoitter) og disse invaderer tarmcellerne. Derefter frigives merozoitter frigives (hvilket medfører at tarmcellen ødelægges) og nye tarmceller bliver invaderet.
Merozoitterne modnes også i tarmcellerne og nye oocytter vil så afstødes med krybdyrets afføring og kunne smitte andre.
Sygdommen er alvorlig, fordi ødelæggelsen af cellerne i tarm, galdegange og nyrer giver sår, arvævsdannelser og risiko for livstruende blodforgiftning.
Tegnene på sygdommen kan være minimale, men der ses ofte tynd afføring/diarré, anorexi, diarre, fordøjelses forstyrrelser, evt opkastninger, væskemangel og evt blodig afføring.
Cryptosporidiose: -Cryptosporidierne er en af de coccidier der giver alvorlig sygdom hos krybdyr. Smitten kan komme både fra oocyster udskilt af et andet krybdyr og foderdyr (mus, rotter, øgler etc).
Parasitten forårsager en kronisk forandring af maveslimhinden hos slanger. Sygdomsforløbet er ofte meget langvarigt, med opkastning af foder 2-3 efter indtagelse, vægttab, og hævet parti midt på kroppen pga forandringerne af mavens celler. Krybdyret beholder som regel sin appetit -og prøver at spise, men taber sig alligevel, da skaderne inde i maven er så kraftige at byttet ikke kan fordøjes.
På nuværende tidspunkt er der ingen effektiv og sikker behandling af Cryptosporidiose
og det er ydermere endnu usikkert hvorvidt Cryptosporidiose smitter fra krybdyr til mennesker eller ej.
Blodparasitter: (Haemogregariner, Plasmodium, Haemoproteus, Trypanosoma spp.)
Disse parasitterne er enten intracellulære eller frie i blodplasma, og de kræver alle invertebrater som mellemvært. Der findes et stort antal der parasiterer krybdyr, her blot nævnt få vigtige.
Haemogregariner: Intracellulære parasitter som Haemogregarina, Hepatozoon, Karyolyses, Schellackia og Lainsonia menes alle at kunne overføres med igler, mider, flåter og stikfluer såvel som krybdyret også kan smittes ved at indtage en af disse vektorer. Der vides stadig ikke tilstrækkeligt om hvor sygdomsfremkaldende haemogregarinerne er, men der er set højere dødelighed hos inficerede dyr.
Flagellater:(protozoer): Hexamita, Trichomonas, Giardia og Leptomonas
-invaderer fordøjelsessystem og urinveje. Der er risiko for dødelige skader.
Cilierede protozoer: (Balantidium spp, Nyctotherus spp) Disse protozoer er almindelige ciliater hos især skildpadder. Regnes ikke for sygdomsfremkaldende i normalt antal.
Trematoder (Ikter): Der er 3 ordener Monogenea, Aspidogastrea og Digenea. Det er ordenen Digenea der er den vigtigste for krybdyrene rent sygdomsmæssigt. Disse ikter har en indirekte livscyklus. Smitten sker ved at æg forlader det syge krybdyr via kloaken. Ægget optages af mellemvært og videreudvikles til et larvestadie. Dette larvestadie forlader mellemvært og optages af slutværten eller borer sig ind i slutværten.
Nogle familier af ikter af ordenen Digenea parasiterer munden, svælget, luftvejene og lungerne hos især mange slangearter. Parasitterne giver lokale blødninger i mundhulen, mens de blødninger de forårsager i lungerne ofte er kraftigere. Sårene giver samtidig risiko for tilstødende bakteriel infektion.
Ikter af familien Spirorchidae parasiterer blodbanerne hos især skildpadder. Æg der fanges i små blodkar kan give blodpropper og hvis de aflejres i forskellige organer kan de give kraftige vævsreaktioner der. Smitten sker ved, at æggene føres med afføringen ud af dyret og inficerer et nyt dyr.
Bændelorm (Cestoder) især familien Diphyllobothriidae er væsentlig for krybdyr og mennesker. Parasittens livscyklus er kompliceret med flere udviklingstrin og startes med et coracidium som udvikles til et procercoid-stadie i små skaldyr. Dette videre udvikles til et pleurocercoid i vertebrat-værter. Disse ædes så af slut-værten (som ofte er et kødædende pattedyr) og i disse udvikles bændelormen til kønsmodent stadie.
Pleurocercoider kan ende i en “forkert” slut-vært overlever ofte i muskelvævet hos denne. Pleurocercoider der er endt i en “forkert” slut-vært betegnes spargana. Det er ikke ualmindeligt at finde spargana hos krybdyr, men disse spargana kan også inficere mennesker og andre pattedyr. Spargana lejrer sig imidlertid ikke kun i muskler, men også øjne, hjerne og indre organer og er beskrevet hos mennesker adskillige gange!
Bændelormene gør sjældent krybdyrene syge (med mindre de er i stort antal) og de fleste infektioner bemærkes derfor kun ved rutinemæssig undersøgelse eller fordi ejerne ser voksne orme i dyrets afføring.
Rundorme (Nematoder): Der findes et utal af forskellige rundorme der parasiterer krybdyr. De parasiterer fordøjelsessystemet eller organer og strukturer i forbindelse med dette. Tegnene på at krybdyret huser parasitten er ofte uspecifikke, men kan inkludere forstoppelser, afmagring, blodmangel, opkastninger, opsvulmet bug, og generel mistrivsel.
Hos arterne Rhabdias spp og Entomelas spp er parasittens livscyklus sådan, at den voksne hun producerer æg eller larver i krybdyrenes lunger. Larverne kravler op via luftrøret og forlader krybdyret via mundhulens sekreter. Larver kan også blive sunket igen og forlader så krybdyret med afføringen, hvorefter et nyt dyr kan smittes. Lungeorm kan blive et voldsomt problem hos slanger -og især hos slanger der holdes i varmt og fugtigt miljø med dårlig hygiegne. Infektive larver kan også gennembore mundhulens slimhinde eller huden og vandre til lungerne. Der kan ses voldsomt vejrtrækningsbesvær, vægttab og naturligvis lungebetændelse grundet parasittens skader på lungerne med efterfølgende infektion. Hårdt angrebne dyr overlever sjældent.
Rhabdias spp. parasiterer primært slangers lunger, men kan også findes i coelomhulen og hjertesækken. Entomelas spp. parasiterer oftest lungerne hos øgler.(Mader, D.)
Strongyloides spp parasiterer fordøjelsessystemet og suger blod fra værtsdyret. De kan give sår og ved høj parasitbyrde forårsage deciderede blokeringer af tarmkanalen. Krybdyret smittes ved at indtage infektive larver eller ved at larverne gennemborer huden. Som regel ser man ingen tegn på, at krybdyret huser parasitten og den findes kun ved rutinemæssig undersøgelse af en afføringsprøve.
Filaria: Denne parasit producerer microfilarier istedet for æg og parasiterer både krybdyr og padder. Parasitterne overføres af blodsugende mellemværter (fx. myg eller flåter) og de voksne orme findes i krybdyrenes blodkredsløb. Her kan de forårsage blodpropper og andre kredsløbsproblemer.
Acanthocephalia: Disse parasitter angriber krybdyr selvom deres naturlige slutvært er padder. De parasiterer krybdyrenes tarmsystem og kan give kraftige sår og skader på tarmslimhinden. Infektive larver kan også overleve i en “forkert” slutvært og i denne vandre ud i væv og indkapsles. Krybdyret udviser sjældent tegn på at være smittet med mindre larverne laver knuder under huden og parasitten findes derfor ofte først ved almindelige undersøgelse af en afføringsprøve.
Oxyurer: Disse orme parasiterer den bagerste del af krybdyrenes tarmkanal. Smitten sker ved at æg indtages og udvikles til larver i tarmsystemets forreste del. Derefter vandrer de længere ned gennem tarmsystemet efterhånden som de kønsmodnes.
Pentastomer: Den voksne orm parasiterer lungerne hos krybdyr. Ormene har en stor evne til at bore sig igennem væv og voksne orme bryder lejlighedsvist ud gennem lungen, for at bore sig videre gennem kroppen og så træde frem gennem krybdyrets hud. Alt efter hvilke væv og organer der parasiteres kan man se alt fra ingen symptomer overhovedet til kraftig sygdom. Parasittens livscyklus er således, at den voksne parasit producerer æg i krybdyrets lunger. Disse parasit-æg indeholder larver og smitten sker ved, at æggene hostes op og synkes igen inden de så føres ud med afføringen. Æggene ædes så af en mellemvært og i denne klækkes æggene så larverne frigives. Larverne videre udvikles i mellemværten. Mellemværten ædes slutteligt af krybdyret og larverne gennemborer så tarmsystemet og vandrer til lungerne hvor de kønsmodnes og begynder at lægge æg igen. Krybdyret kan huse parasitten uden at vise tegn på sygdom overhovedet – andre gange gennemborer ormene livsvigtige organer med kraftig sygdom tilfølge. Diagnosen stilles ofte ved rutineundersøgelse af afføringsprøve.