Krybdyrdoktor

Dyreklinik for krybdyr og andre eksotiske dyr v/dyrlæge​ Beth Fledelius

Krybdyrdoktor/Hjortekær Dyreklinik

Skovvænget 6 B

2800 Lyngby​

​​Åbningstider:​

Alle hverdage 9-17.30

Telefon: (+45) 45 93 07 30

E-mail: beth.fledelius@mail.tele.dk

Find os på GoogleMap

Følg os på Facebook

Læggenødsoperation

​Læggenødsoperation (Coeliotomi) på russisk landskildpadde

Coeliotomi er betegnelsen for et kirurgisk indgreb i bughulen (coelumhulen). Teknikken er kendt for alle krybdyr, men stiller selvsagt sine krav til både den udførende dyrlæge samt dyret selv, når det drejer sig om skildpadder. Coeliotomi hos skildpadder kræver nemlig, at man går igennem plastron (bugskjoldet), hvorfor operationen kompliceres. Teknikken er forholdsvis sjældent anvendt i Danmark, og det er ligeledes sjældent, at dyret kommer sig så hurtigt, som tilfældet er hos denne russiske landskildpadde Curt, som sommeren 2004 blev opereret for læggenød.

Coeliotomi

Coeliotomi er vel nok det største kirurgiske indgreb, der kan foretages, når man taler om skildpadder. Operationen er vanskelig, da der især hos mindre skildpadder ikke er meget plads, og den er forbundet med større infektionsrisiko end hos f.eks. øgler og slanger, idet operationsarret er forholdsvis stort, da det jo også omfatter gennemsavning af plastron, som er levende knoglevæv gennemvævet af små blodkar, som udgør skildpaddens mikrocirkulation. Mikrocirkulationen har stor betydning for tilførsel af næringsstoffer til knoglevævet samt for termoregulationen.

Coeliotomi kan hos skildpadder anvendes i en række tilfælde, hvor et kirurgisk indgreb gennem f.eks. lysken umuliggøres grundet manglende plads. Teknikken anvendes således i forbindelse med fjernelse af æg i ovidukten (æglæggende dyrs “livmoder”) eller urinblæren, ved fjernelse af fremmedlegemer, ved fjernelse af follikler, hvor diagnosen folliculær stase er stillet (en tilstand, hvor ægløsning ikke finder sted, og hvor de forstørrede follikler derfor udøver et stort og konstant pres mod de omkringlæggende organer) samt ved sterilisation. Ydermere kan teknikken anvendes i forbindelse med organbiopsi (udtagelse af organprøver til videre undersøgelser), hvor udstyr til endoskopi (kikkertoperation) ikke er tilgængeligt.

Læggenød hos skildpadder behandles ofte i Danmark ved brug af oxytocin, et véstimulerende præparat. Behandlingen kan imidlertid være risikabel for dyret i tilfælde, hvor bækkenet er for snævert, eller hvor der er indikeret anden risiko for, at ægget/æggene knuses under de voldsomme sammentrækninger, som præparatet fremkalder i muskulaturen omkring ovidukten.

Curt

Den russiske landskildpadde (testudo horsfieldi) ved navn Curt bliver indlagt på Hjortekær Dyreklinik i sommeren 2004, med mistanke om læggenød. Den var gået fra foderet, og havde i et par dage gravet meget med bagbenene, uden at lægge æg. Curt blev diagnostiseres via røntgenfotografering på samarbejdskliniken Haslev Dyreklinik. Røntgenbilledet afslører ét stort æg helt caudalt (bagtil) ved bækkenet. Skildpadden sættes i penicillinbehandling, som forberedelse til operationen.

Den 15.07.2004 opereres Curt på Haslev Dyreklinik af Beth Fledelius og Klaus Gøtzsche. Dyret bedøves ned, hvorefter intubering (der lægges en tube i luftrøret til tilførsel af anæstesi gas) kan foretages. Ydermere gives smertestillende samt penicillin. Under operationen anvendes og skildpadden ventileres desuden med ilt efter afstemning med lungevolumen.

Dyret lægges i rygleje på kropsformende sterilt operationsleje, og plastron desinficeres ved skrubning med jodopløsning. Coeliotomien udføres ved incision (kirurgisk snit) igennem venstre abdominale skjoldplade, se billede 1. Flappen skæres ikke helt fri af muskelvæv i den ene side, men vippes tilbage og indpakkes i sterilt gaze vædet med fysiologisk saltvand.​

​​Venstre ovarie (æggestok) har adskillige forstørrede follikler (umodne æg), flere af dem kongesterede (med unormale blodansamlinger), se billede 2. Venstre ovidukt indeholder ægget, som viser sig at være hypocalcificeret (med meget tynd skal) og kraftigt forstørret. Ægget er for stort til at kunne være passeret bækkenkanalen. Højre ovarie, som er meget svært at få fat i grundet ovaries korte ligament (vævet, som ovariet holdes placeret af), indeholder flere follikler.

Begge ovarier samt ovidukter fjernes, der anlægges dobbeltligatur (“sammensnøring” af tilbageblevne væv). Coelumhulen skylles med sterilt vand, og bughulemembranen sutureres (syes sammen). Plastonflappen vippes tilbage, og der anlægges bandage over denne efterfulgt af kunstig hov over en stor del af plastron, se billede 3. Operationen tog 2 ½ time og forløb uden komplikationer.

Efter operationen

Curt lægges efter operationen varmt. Allerede efter 2 timer vågnede hun op og begyndte at bevæge sig rundt omkring i opvågnings-terrariet. Hun blev tilbudt mælkebøtter, som hun straks begyndte at spise. Hvilket er meget, meget usædvanligt ved en så stor operation. Så Curt er en decideret mønsterpatient. Efter operation blev holdt indlagt på Hjortekær Dyreklinik, og blev holdt på en intensiv penicillinkur. Hun vil skulle beholde sit “kunstige hov”-plastron på i flere måneder (eller altid – kun et kosmetisk problem), til hendes knoglevæv er fuldt groet sammen igen.

​Sidste nyt: Curt har nu fået fjernet det kunstige hov, der blev lagt på efter operationen. Knoglevævet er groet perfekt sammen, og Curt kan fremover klare sig uden det kunstige plastron.

Eftersom Curt har fået fjernet både ovarierne samt ovidukterne, er hun nu steril, og kan altså ikke avles på. Det er nok kun godt, da noget tyder på, at hun ikke helt havde styr på reproduktionen – det for store og hypocalcificerede æg, de kongesterede follikler m.v. I Curts tilfælde ville en behandling med oxytocin have været risikabel, da ægget med meget stor sandsynlighed ville være bristet inden i hende under muskelsammentrækningerne. Bristede æg i bughulen bærer altid en stor risiko for bughulebetændelse med sig.

Konklusion

Historien om Curt vidner om, at en hurtig reaktion i forbindelse med ændrede adfærdsmønstre er altafgørende for en hurtig helbredelse. Desværre er mange ejere meget sent ude, så dyret er i en så elendig stand, at helbredelse umuliggøres eller besværliggøres. Den gyldne regel er, at jo længere man venter, jo større bliver dyrlægeregningen.​

Vurderet 5 / 5 stjerner på baggrund af 29 anmeldelser på Facebook

Skovvænget 6 B, 2800 Lyngby​ | ​Telefon: 45 93 07 30 | E-mail: beth.fledelius@mail.tele.dk

Disclaimer: Oplysningerne på hjemmesiden er udelukkende til informationsbrug. Egentlig diagnosticering, behandling og medicinering kræver forudgående konsultation. Alle informationer og materiale på hjemmesiden er copyright dyrlæge Beth Fledelius​